Mobil: +45 2098 6706 | 2800 Kgs Lyngby
Afdødekontakt

Ved afdødekontakt  formidler jeg kontakt fra den afdøde til dig. Kontakten sker helt på den afdødes præmisser - dvs. man kan ikke fremmane tante Olga eller farfar - de kommer, når de vil.

Så hvis du henvender dig for at få kontakt med en bestemt afdød, er der aldrig nogen garanti for, at det kommer til at ske den dag.

Men så kommer der som regel en eller flere andre, for min erfaring er, at der er stor iver fra den åndelige verden til at hilse på og aflevere budskaber om stort og småt.  

De afdøde bliver ikke pludselig belært med livets sandheder, når de går over på "den anden side". De beholder deres personlighed og viden, men er blevet klar over, hvordan de har påvirket de mennesker, der har været i deres nærhed.

Det sker derfor af og til, at beskeden handler om at sige undskyld eller forklare. Det kan også være, at de vil give gode råd - ligesom de måske ville have gjort det, da de levede. Mange gange kommer de med trøst og opmuntring, hvis de ser, at du trænger til det. Og rigtig mange gange handler beskeden om, at de bare vil fortælle dig, at de altid er i din nærhed og kærligt følger med i dit liv. Og det er jo ganske dejligt at vide - især, hvis man går rundt med et savn.